At åbne hjertet
At åbne hjertet med den metode, du lærer her, er selvkærlighed og selvrespekt i højeste potens
At åbne hjertet åbner også for din intuition i forhold til din omverden. Du kan intuitivt aflæse andre.
En helt konkret måde er at være åben og ærlig omkring dine følelser, når du bliver dårligt behandlet.
Fx hvis en person siger eller gør noget som trigger en følelse af at blive ignoreret eller afvist. Du kan blive vred, irritabel, bebrejdende, ked af det, såret. Måske giver du efter og bliver sur bagefter, eller undgår personen så vidt muligt. Du orker ikke at være sammen med personen
Hvis du lader som ingenting, hober det sig op, så du en dag får sagt din mening med store bogstaver. Eller du sender tydelige signaler: “jeg gider dig ikke, hold dig væk”, selvom det vi har allermest brug for er et kram eller venlige ord.
Men kan du ikke udtrykke det, kan noget i dig ønske at hævne den uretfærdige behandling. Du sætter måske personen på is, skælder ud, kritiserer, forsvarer dig, går rundt med en indebrændt mine og sender signaler af utilfredshed ud fra kroppen og tonefaldet.
Det er en ”lukket hjerte reaktion”, der også lukker den anden ned. Du afviser personen, skaber uro og tvivl i den anden som måske går i forsvar eller til angreb. Så er skænderiet og beskyldningerne i gang.
At åbne hjertet kan ændre alt
I situationen kan det måske være den automatiske reaktion at gå i forsvar eller til angreb. Psykologer har fundet ud af, at vredesudbrud dækker over bløde og sårbare følelser.
At åbne hjertet er at finde mod til at udtrykke/vise vores sårbarhed. Det er i virkeligheden den største kærlighedserklæring, du kan give til en anden. Og det åbner den andens hjerte.
Det åbner altså hjertet at vende tilbage, når der er kommet ro på, så du kan mærke den følelse, der ligger bag din reaktion af tilbagetrukkethed eller forsvar-angreb og tale fra den sårbare følelse.
Fra det åbne hjerte kan du udtrykke dine følelser (i et venligt tonefald). Her er nogle eksempler:
Når du siger sådan, bliver jeg rigtig ked af det.
• Åh, du ramte et virkeligt ømt punkt da du sagde … da du gik uden at sige farvel … da du så så vred ud at jeg næsten blev bange.
• Når du siger sådan, føler jeg mig irettesat. Det er ikke rart.
• Da du … blev jeg usikker på mig selv og følte mig kritiseret og nedgjort.
• Jeg tror ikke, det var din mening, men det gav mig alligevel følelsen af at blive ignoreret.
• Jeg bliver ked af det og måske også vred nogle gange, når du taler på den måde.
• Dit tonefald skær helt ind i mit hjerte.
• Jeg får følelsen af ikke at være god nok, interessant nok … når du taler sådan til mig.
• Når du ser på mig/taler til mig på den måde, bliver jeg virkelig bange for, at du ikke kan lide mig.
Det svære kan være at finde den ro og accept, det kræver
Når vi føler os forurettede accepterer vi ikke den anden person helt. Vi hænger fast i den følelse, som personens udtryk og adfærd vækkede. Så kan en hjertemeditation være en hjælp.
Det kan også være en hjælp at forstå de andre:
Deres hjerter kan være lukkede for at beskytte sig selv imod kritik og latterliggørelse.
De kan være vokset op med at se deres forældre opføre sig på den måde.
De kan føle sig meget usikre og overføre det til dig ved at være hårde.
De kan have udviklet en overlevelsesstrategi, som de tager i brug, når de føler sig truede eller når de frygter, at de ikke får deres behov opfyldt. Og det sker helt ubevidst.
Uanset hvad, kan du regne med, at alle andre måder end den modige hjerterespons vil aktivere et nyt angreb eller forsvar.
Et åbent hjerte angriber vi ikke – det er, som når en hund lægger sig på ryggen under et slagsmål, så trækker angriberen sig. Det er overgivelse.
Du overgiver dig til den andens sjæl – ikke til den andens frustration og frygt.
Hvis du skal øve dig, så gør det med en person, du føler dig tryg ved.
Der kan du lettest holde det venlige tonefald og et imødekommende/afslappet kropssprog.
Denne metode til at åbne hjertet kan også udligne en gammel konflikt, så du kan sætte dig selv fri og få det ud af verden.
Denne metode indgår også i et hjerteforløb med intuition der starter i foråret 2024.