Tænd lyset i dit hjerte – Om de 7 kapitler i bogen
De 7 kapitler i Tænd lyset i dit hjerte
1 kapitel Ind i nuet er første trin hjem i dig selv og ind i dit hjertes lys. Nærvær i nuet er fundamentet for at hjerte-sjælkontakten etableres. Det er i din væren, du mærker, hvem du er. Du mærker din krop og signaler fra kroppen, om hvorvidt du er på rette vej eller ude på et sidespor. Stress er en medfødt biologisk mekanisme, der kan forstyrre din evne til at mærke kroppens signaler. Nærvær i nuet giver ro i nervesystemet.
2 kapitel Indre barn: Måske kan du genkende, at du nogle gange står lidt uforstående overfor dine følelser, reaktioner og handlinger. Det er dit indre barn, der reagerer, når det bliver trigget af bestemte følelser og hændelser. Det giver mening at se på dit liv med de øjne, dit indre barn havde engang, for at genfinde dig selv og dit smukke, livlige, glade, nysgerrige, kreative og legende indre barn.
3 kapitel Vær dig selv. hvis du ikke føler dig helt fri til at være dig, vil du ofte mærke en stor sårbarhed. En sårbarhed som du gemmer bag en socialt godkendt adfærd, selvom det ikke helt er din egen vej. Det er noget i dig, der ønsker at du tager dig sammen og lever op til nogle idealer, som måske ikke engang er dine egne. Erkend din frygt, få ro på overtænkning og træd ud af skyggen for at være dig selv.
4 kapitel Sindsro og selvkærlighed. Din sjæls væsen er ren kærlighed og du mærker det i hjertet. Men det er svært at mærke kærligheden, hvis den indre dialog er selvkritisk og vreden forstyrrer din indre fred. Du kan opleve frygt, skyld, skam, vrede, sorg og mindreværd, der trækker kraften ud af dig. Selvmedfølelse healer den skrappe indre kritiker og støtter dig i at finde ind til de bløde følelser, der kan opløse undertrykt vrede.
5 kapitel Hjerte – sjælforbindelsen. At elske dig selv og din næste er et intelligent valg. Når du elsker dig selv, åbner du hjertet for din naturlige indre godhed og den kærlighed, glæde, styrke og visdom, du indeholder. Kunsten at elske er at være dig selv og samtidig være ansvarlig for din egen vækst og dine forhold til andre. Når du elsker dig selv, kan stress, angst og depression ikke finde fodfæste i dit sind.
6 Kapitel. Sjælen søger samhørighed. Sjælen er inkluderende og den giver mennesker et inderligt ønske om samhørighed. Relationer er afgørende for livskvaliteten. Samtidig kommer mange af vores udfordringer netop i relationer. Følelsen af adskillelse, at blive afvist, bedraget, svigtet, domineret og at være udsat for tab og ensomhed kan vække vanskelige følelser. Samhørighed indeholder et stærkt vækstpotentiale for lykke.
7 kapitel Din indre visdomskilde. Dette kapitel er til dig, der ønsker at gå dybere ind i din spirituelle udvikling og kontakt med din sjælsvisdom. Her mærker du også følelsen af mening i livet og meningen med at gøre noget, der kan være svært men føles rigtigt at gøre. (se historien længere fremme).
Sjælen er den alvidende og vise indre stemme, der støtter, vejleder og inspirerer dig. Det kan være den intuitive indskydelse, der leder dig hen til noget, som måske er anderledes, end du ellers ville have gjort. Din indre klarhed på hvad du skal gøre og hvordan.
Et for højt tempo i hverdagen holder sjælen på afstand
Hvis du i en længere periode har meget travlt og måske har oplevelsen af næsten at løbe fra opgave til opgave, kan det være svært at følge med i dit eget tempo. Her sker det for mange at man mister kontakten med sig selv. Det kan også ske, hvis du over længere tid kommer i alarmberedskab i ”kampen” om at følge med”, og når dit analytiske sind overdøver de intuitive budskaber fra sjælen.
Her er en lille historie om at miste sin sjæl, som jeg selv kan nikke genkendende til:
Historien om manden og den fortabte sjæl:
”Der var engang en mand, der havde så travlt med alt det han skulle gøre at han for længst havde ladt sin sjæl bag sig. Han klarede sig ganske godt uden. … han sov og spiste, arbejdede og kørte bil og han kunne endda spille tennis. Men nogle gange var det som om, at verden omkring ham var lidt underligt flad. Som om den var derude – men han gik rundt i et vacum. En dag på en af sine mange rejser vågnede manden midt om natten på et hotelværelse med en følelse af ikke at kunne få vejret. Når han kiggede ud ad vinduet, kunne han ikke huske, hvilken by han var i, eller hvorfor han var der. Det værste var, at han gik rundt med en underlig fornemmelse af ikke at gå på jorden, han kunne ikke mærke sig selv. Han var der bare – i en slags ingenting-hed, en glasklokke hvor han kiggede ud. Dagen efter opsøgte han en klog gammel kvinde. Hun sagde: Hvis man kunne se jorden ude fra rummet, ville man se, at verden er fuld af forjagede mennesker, der haster udmattet afsted. Deres sjæle kan ikke følge med deres ejer. Det skaber en frygtelig forvirring og menneskets hjerte er lukket sammen. Sjælen ved at den har mistet kontakten med sin ejer, men ofte er mennesker ikke klar over, at sjælen er fortabt. De fortsætter bare i højt tempo uden at bemærke noget. Dette blev manden meget foruroliget over og spurgte: Har jeg så også mistet min sjæl? Den kloge kvinde svarede: Sjælen er der, men du har mistet kontakten med den – med livskraften og din indre visdom – det lys der stråler i dit indre, er svækket. Det eneste du kan gøre, er at være i stille væren indtil du kan mærke den igen.” |
(Inspireret af billedbogen ”Den fortabte sjæl” af Olga Tokarczuk og Joanna Concejo.)